Apopleksi

Ved et apopleksi bliver en del af hjernen ødelagt på grund af hjerteinfarkt, hjerneblødning eller hjernehindeblødning.

Ved en apopleksi vil et lokalt område af hjernen modtage for lidt eller ingen blodtilførsel. Da neuronerne i hjernen modtager ilt og glukose gennem blodet, vil mange neuroner blive beskadiget eller blive ødelagte i forbindelse med en blodprop. Symptomer der følger afhænger af hvilket område af hjernen der er ramt.

Apopleksi og Hjernetræning

Ved hjælp af neurofeedback kan man træne op igen mange funktioner der er nedsat efter en blodprop. Men det er ikke nogen vidunderkur, og des mere ramt man er, des flere neurofeedback-sessioner er der behov for. Personer med så store hukommelsestab at ny indlæring er umulig, vil ikke kunne hjælpes. Men ellers reagerer personer med nedsat emotionel kontrol, hukommelse og koncentration meget godt på træningen. Flere personer som ikke har haft et spontant forbedringsforløb, og som er startet med neurofeedback 2, 3 og 5 år efter et slag, har opnået stor fremgang. Patienter, familie og neurofysiologer har rapporteret om styrket opmærksomhed, hukommelse og læsefærdigheder, samt reduktion eller elimination af visuelle forstyrrelser, emotionel ustabilitet og depression.

Neurofeedback er en ikke-indgribende metode, og har så længe den benyttes fagligt korrekt, ikke nogen negative bivirkninger.​

De mest almindelige symptomer på apopleksi er:​

• Lammelse af den modsatte kropshalvdel, i ansigt, arm og/eller ben. Lammelse opstår hvis det sensomotoriske område er ramt.
• Afasi: Nedsat evne til at tale og til at forstå hvad der bliver sagt. Læse og skrivefærdigheden nedsættes betydelig. Even til at udtale ord nedsættes hvis Brocas område bliver ramt, mens evnen til at forstå sprog, og tale sætninger med et meningsindhold nedsættes hvis Wernickes område bliver ramt. Begge områder ligger over venstre hjernehalvdel.
• Apraksi: Nedsat evne til at udføre viljestyrte, målrettede handlinger og problemer med at udfører en rækkefølge og struktur i en handling. Apraksi opstår hvis venstre hjernehalvdel er ramt.
• Neglekt: Nedsat opmærksomhed på krop og/eller rom mod affisert side, som oftest etter skade i højre hjernehalvdel. Dette kommer f.eks. til udtryk ved at en person kun klæder på sin højre side, spiser kun maten som ligger på højre side av tallerkenen, kommer borti ting, læser ikke venstre siden av en tekst.
• Rom-retningsvansker: Nedsat evne til at sætte sammen dele til en helhet, pladsere genstande i forhold til hinanden eller udføre handlinger i rom (op, ned, bag, frem og dybdeforhold), f.eks. flytte en kop eller genstande i rommet.
• Synsproblemer: Nedsat evne til at modtage synsindtryk fra en side, oftest hvis højre hjernehalvdel er ramt.
• Agnosi: Nedsat evne til at genkende sammensatte sensoriske stimuli som en helhet. Ved visuel agnosi kan en person beskrive detaljerne i et billede, men kan ikke forstå hvad det forestiller. Ved taktil agnosi har personen normal berøringssans, men klarer f.eks. ikke at kende igen en genstanden i hånden som nøglen. Ved prosopoagnosi kan ikke personen kende igen ansiger. Ved anosognosi vedkender personen sig ikke sin sygdom. Anosognosi er mest vanlig ved høyresidige skader, hovedsaglig i parietallappen.
• Manglende tidsopfattelse: Personen mister evnen til at måle tid. F.eks. kan en person ringe op på telefonen hvert 5. minutt og hævde at det er gået flere timer, eller totalt miste døgnfølelsen.
• Emosjonelle endringer: Personer med skader over højre hjernehalvdel præges tit af uberørthed, benægtning, affladiget affekt, kritikløshed og urealistiske forvæntninger. Derudover kommer mange i efterkanten til at lide af angst, uro og depression.
• Adfærdsændinger: Ved skader i frontallapperne kan en person blive initiativløs, have planlægningsproblemer, blive ukritisk med asocial adfærd. Emosjonell inkontinens, dvs. patologisk gråt eller latter, uten samsvar med pasientens sinnstilstand, kan også forekomme og blive til et socialt handicap. Derudover medfølger symptomer som nedsat hukommelse, opmærksomhet, koncentration og øget distraherbarhed.

Apopleksi og QEEG

På nuværende tidspunkt er det uenighed om hvor vidt QEEG-målinger kan bruges til diagnoctisering af en blodprop. Alligevel har flere undersøgelser vist anormale EEG-målinger på slagpatienter. I en undersøgelse fik 11 slagpatienter foretaget to MRI-scanninger og to QEEG-målinger. Den første MRI-scanning blev foretaget indenfor 6 timer efter slaget, mens QEEG-målingen blev foretaget indenfor 8 eller 15 timer efter slaget. Den sidste MRI-scanning og QEEG-måling blev foretaget 30 dage efter slaget. QEEG-målingerne blev både sammenlignet med NIHSSS og MRI-scanningerne. Alle slagpatienter havde både for høj delta-aktivitet (1-4 Hz) og for lav blodgennemstrømning over slagområdet, og 2 deltagere døde indenfor 12 dage efter slagtilfældet. De personer der fik det bedre havde både en øgning af blodgennemsntrømning og reduktion af delta-aktivitet. De personer der fik det dårligere fik både reduktion i blodgennemstrømning og øgning af delta-aktivitet (Finnigan et al, 2004). En anden QEEG-undersøgelse af 21 slagpatienter viste både for høj delta-aktivitet, epileptisk EEG-aktivitet samt for høj amplitude asymmetri mellem det fokale område af hjernen der var beskadiget og de andre områder ( M. J.A.M. van Putten et al, 2004).

Litteratur om QEEG og apopleksi

Michel J.A.M. van Putten, MD PhD Dénes L.J. Tavy, MD;Continuous Quantitative EEG Monitoring in Hemispheric Stroke Patients Using the Brain Symmetry Index

​Finnigan S, Rose S, Walsh M, et al. (2004) Correlation of quantitative EEG in acute

ischemic stroke with 30-day NIHSS Score.

Litteratur om neurofeedback og apopleksi

Ayers, M. E. (1981). A report on a study of the utilization of electroencephalography for the treatment of cerebral vascular lesion syndromes. Chapter in L. Taylor, M. E.

Ayers, & C. Tom (Eds.), Electromyometric Biofeedback Therapy. Los Angeles: Biofeedback and Advanced Therapy Institute, pp. 244-257.

Ayers, M. E. (1987). Electroencephalic neurofeedback and closed head injury of 250 individuals. Head Injury Frontiers. National Head Injury Foundation, 380-392.

Ayers, M. E. (1991). A controlled study of EEG neurofeedback training and clinical psychotherapy for right hemispheric closed head injury. Paper presented at the National Head Injury Foundation, Los Angeles, 1991.

Ayers, M. E. (1995a). A controlled study of EEG neurofeedback and physical therapy with pediatric stroke, age seven months to age fifteen, occurring prior to birth. Biofeedback & Self-Regulation, 20(3), 318.

Ayers, M. E. (1995b). EEG neurofeedback to bring individuals out of level 2 coma. Biofeedback & Self-Regulation, 20(3), 304-305.

Ayers, M. E. (1999). Assessing and treating open head trauma, coma, and stroke using real-time digital EEG neurofeedback. Chapter in J. R. Evans & A. Abarbanel (Eds.), Introduction to Quantitative EEG and Neurofeedback. New York: Academic Press, pp. 203-222.

Bearden, T. S., Cassisi, J. E., & Pineda, M. (2003). Neurofeedback training for a patient with thalamic and cortical infarctions. Applied Psychophysiology & Biofeedback, 28(3), 241-253.

Bounias, M., Laibow, R. E., Bonaly, A., & Stubblebine, A. N. (2001). EEG-neurobiofeedback treatment of patients with brain injury: Part 1: Typological classification of clinical syndromes. Journal of Neurotherapy, 5(4), 23-44.

Bounias, M., Laibow, R. E., Stubbelbine, A. N.,Sandground, H., & Bonaly, A. (2002). EEG-neurobiofeedback treatment of patients with brain injury Part 4: Duration of treatments as a function of both the initial load of clinical symptoms and the rate of rehabilitation. Journal of Neurotherapy, 6(1), 23-38.

Hammond, D. C. (in press). Neurofeedback to improve physical balance, incontinence, and swallowing. Journal of Neurotherapy

Laibow, R E., Stubblebine, A. N., Sandground, H.,& Bounias, M. (2001). EEG neurobiofeedback treatment of patients with brain injury: Part 2: Changes in EEG parameters versus rehabilitation. Journal of Neurotherapy, 5(4), 45-71

Putnam, J. A., (2001). EEG biofeedback on a female stroke patient with depression: A case study. Journal of Neurotherapy, 5(3), 27-38.

Rozelle, G. R., & Budzynski, T. H. (1995). Neurotherapy for stroke rehabilitation: A single case study. Biofeedback & Self-Regulation, 20(3), 211-228.

Schoenberger, N. E., Shiflett, S. C., Esty, M. L., Ochs, L., & Matheis, R. J. (2001). Flexyx neurotherapy system in the treatment of traumatic brain injury: An initial evaluation. Journal of Head Trauma Rehabilitation, 16(3), 260-274.

Sterman, M. B., Ayers, M. E., & Goodman, S. J. (1976). Case study: Effects of SMR suppression on EEG and motor patterns in a quadriplegic patient. Biofeedback & Self-Regulation, 1(3), 340-341.

Thatcher, R. W. (2000). EEG operant conditioning (biofeedback) and traumatic brain injury. Clinical Electroencephalography, 31(1), 38-44.

Thornton, K. (2000). Improvement/rehabilitation of memory functioning with neurotherapy/QEEG biofeedback. Journal of Head Trauma Rehabilitation, 15(6), 1285-1296.

Thornton, K. (2001). Electrophysiology of auditory memory of paragraphs towards a projection/activation theory of the mind. Journal of Neurotherapy, 4(3), 45-72.

Thornton, K. (2002) Rehabilitation of Memory functioning with EEG Biofeedback, Neurorehabilitation, Vol. 17 (1), 69-81

Thornton, K. E., & Carmody, D. P. (2005). Electroencephalogram biofeedback for reading disability and traumatic brain injury. Child & Adolescent Psychiatric Clinics of North America, 14(1), 137-162.

Wing, K. (2001). Effect of neurofeedback on motor recovery of a patient with brain injury: A case study and its implications for stroke rehabilitation. Topics in Stroke Rehabilitation, 8(3), 45-53